Berlingske Tidende fortsætter sin dækning af trans- og børnekønsskifteproblematikken i to nye artikler.
Klik ovenfor for at læse artiklen i Berlingske (betalingsmur).
Fra artiklerne:
“Kim Storm var kun ti år gammel, men familien så det som den eneste udvej.
Siden han gik i børnehave, havde Kim følt et udtalt ubehag. Han var nemlig født som Veronica – en pige. Han havde skiftet navn, holdt håret kort og gik i tøj, han opfattede som drenget. Alligevel var det ikke nok: Han ville være en dreng med alt, hvad dertil hører.
Derfor sad han i stolen hos sin læge, der foretog en hurtig vurdering. Kim skulle sendes til Sexologisk Klinik i København. To måneder senere begyndte han sin udredning. Omkring et år senere fik han sin første sprøjte med et hormon, der stopper puberteten.
»Jeg følte det, ligesom hvis jeg var inde i en andens krop,« siger han.
»Men da jeg fik behandling, var det, som om jeg rettede ryggen. Når jeg fik sprøjterne, kan jeg huske, jeg blev glad,« siger Kim, der i dag er 15 år.
Klik ovenfor for at læse artiklen i Berlingske.
DRR kommenterer: Testosteron har præcis den effekt på enhver, der tager det - kønsdysforiske børn såvel som bodybuildere.
Han tilføjer, at det var den eneste udvej for ham.
»Ellers tror jeg ikke, jeg havde været her.«
DRR kommenterer: Kims opfattelse føles helt sikkert reel for ham, også fordi han stadig er barn - men selvmordsstatistikken for mindreårige børn med kønsligt ubehag understøtter ikke Kims formodning. Den afslører desværre, at selvmordsraten stiger for mennesker, der har transitioneret. Læs mere her, her og her.
[…] Stadig flere medicinfaglige røster udtrykker skepsis ved brugen af hormoner til børn, alt imens debatten om samme bliver stadig mere betændt.
Flere steder i udlandet har man bremset – hvis ikke helt stoppet – hormonbehandlingen af transkønnede unge som konsekvens af medicinske usikkerheder, og navnlig i USA er tilbuddet blevet en del af en større, politisk kulturkamp.
[…] Også de danske sundhedsmyndigheder synes i vildrede om tilbuddet og i bedste fald tøvende om effekten af de behandlinger, der bliver gennemført.
Som overlæge på Sexologisk Klinik Mette Ewers Haahr konstaterer:
»Der er klart for lidt evidens på det her område.«
DRR spørger: I bliver ved med at påpege det - men hvorfor begyndte I så behandlingstilbuddet? Og hvorfor fortsætter I med at tilbyde det?
[…] »Det kan jo være rigtig svært at sidde med et barn på mellem ti og 13 år, hvor man skal prøve at finde ud af, om det er vigtigt for det her barn at få biologisk beslægtede børn, eller det er fint at lave en regnbuefamilie senere,« forklarer Mette Ewers Haahr.
DRR spørger: Hvordan i alverden kan man forvente at et livserfaringsløst barn skal kunne afgøre det??
[…] »Jeg har nogle gange siddet med en tanke om: ‘Gad vide, hvordan det ser ud for dig om ti år? Er det så stadigvæk det rigtige?’ Jeg har været i tvivl om stabiliteten af transkønnethed – om det holder hele livet,« siger hun og understreger, at hun aldrig er tvivl om, at hendes patienter er transkønnede, når hun behandler dem.
DRR spørger: Men ... er det ansvarlig lægegerning, når behandlingen, der gives, ændrer barnets krop uopretteligt?
[…] På sin families lille landsted på Fyn går 15-årige Kim Storm i disse dage rundt og læser til afgangseksamen. Han skal starte på FGU i Svendborg næste år, og drømmen er at blive tatovør.
Han lever med egne ord fint med, at han ikke kender alle de langsigtede konsekvenser.
Ingen ved, hvordan hormonerne påvirker din krop i længden. Tænker du ikke over det?
»Nej, egentlig ikke. Det fylder ikke rigtig noget. Jeg har det jo godt nu. Det ville jeg ikke have uden dem,« siger 15-årige Kim Storm, der er fuldt bevidst om, at han ikke vil være i stand til at få børn, når han bliver voksen.
Håbet er, at han en dag kan få et kirurgisk indgreb, der vil fuldende hans fysiske forvandling.
DRR: Kim nævner bl.a. i en af artiklerne, at lægerne i Danmark skal blive dygtigere til at lave operationer. Det han mener er, at Rigshospitalet igen skal tilbyde falloplastik (ADVARSEL, operationsbilleder), som grundet tårnhøje komplikationsrater på verdensplan ikke længere laves i Danmark.
DRR spørger: Selvfølgelig tænker Kim ikke over de her fremtidsting. Kim er et 15-årigt barn ... for pokker da. Hvor er alle de voksne blevet af i verden ... ?
Dansk Regnbueråd har yderligere fire spørgsmål:
Er der 100% sikkerhed i diagnostikken af Kim? Kan man være sikker på, at Kim vil føle sig som en dreng, når puberteten er slut og resten af hans liv? Ja eller nej?
Hvis nej, og der altså ikke er 100% sikkerhed i diagnostikken af Kim, må vi så bare acceptere at børn som Kim får deres kroppe ødelagt for livet, for at andre børn kan komme i behandling tidligere frem for at skulle vente til de er gennem puberteten?
Udover den diagnostiske usikkerhed er lægerne bekymrede for om selve behandlingen, er medskabende af lidelsen (en iatrogen effekt), bl.a. fordi stophormonerne også blokerer for barnets pubertære hjerneudvikling - en udvikling , som kunne fjerne Kims kønslige ubehag ad naturlig vej, som det sker for langt de fleste børn (80-90%), der oplever disse følelser. Der er ringe viden om stophormoners reelle effekter.
Konsekvenserne af behandlingen for Kims krop er imidlertid kendte: Knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent med hans biologiske køn, underudviklede eller manglende kønsdele, manglende bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Kim vil kan ikke kunne få børn. Læg dertil de psykiske konsekvenser af alt dette, hvis Kim fortryder.
Er det en forsvarlig behandlingsetik?
Kim er vokset op i en tid, hvor konceptet om at skifte køn som løsning på psykiske ubehag, har fyldt enormt meget i samfundsdiskursen - kan det have spillet ind i forhold til den behandlings-øsning Kim og hans forældre har valgt for ham?